Danske plastvinduer er en helt ny generation af moderne, æstetiske og funktionelle vinduer

Plastvinduer produceres i alle de forskellige udformninger, vi kan lide i Danmark – og så er de samtidig både økonomiske i anskaffelse, vedligeholdelse og drift.

Siden de første udenlandske plastvinduer blev introduceret i Danmark for cirka 50 år siden, er der sket en markant udvikling af både design og funktionalitet indenfor plastvinduer. I dag fremstilles de prisbillige vinduer nemlig i Danmark af både plast og komposit, og de fås i alle de kendte danske udformninger lige fra dannebrog, top- og sidehængte til de brugervenlige, indadgående dreje-/kip-vinduer.

Vinduer i plast er lette at vedligeholde

Det har altid været en kendt sag, at plastvinduer er lette at vedligeholde. En almindelig afvaskning og årlig smøring af hængslerne er alt, der skal til for at holde vinduerne pæne i mange år, og den nye generation af plastvinduer bevarer samtidig farven. Så hvis du kan finde andet at bruge vedligeholdelsesbudgettet på end maling, pensler og stilladser, er plastvinduer et oplagt alternativ, når de gamle vinduer står foran en udskiftning.

Skulle du alligevel med tiden ønske at skifte farven på vinduerne, kan plastvinduer males, ligesom de også kan repareres, hvis der opstår en skade.

Plastvinduer fås med mange moderne funktioner

Der er mange designmæssige fordele ved vinduer af plast. Blandt andet er det glatte materiale velegnet til bygninger, hvor hygiejnen og indeklimaet står højt på dagsordenen, fordi plast er let at holde rent og ikke behøver maling. Vælger man et af de indadgående vinduessystemer, er de samtidig lette at pudse på begge sider.

Også i forhold til sikkerheden er der store fordele ved indadgående plastvinduer, for mod en beskeden merpris fås de med mange indbrudshæmmende funktioner. Det gør de danske plastvinduer til nogle af markedets mest indbrudshæmmende vinduer til prisen.

Plastvinduer er det økonomiske valg

En komplet udskiftning af vinduerne i en ejendom er en økonomisk overvejelse. Og sammenligner man prisen for en renovering af de gamle vinduer med prisen på nye, er udskiftningen til moderne danske plastvinduer det økonomisk mest rentable valg: Dels er de lufttætte kamre i de slanke profiler meget isolerende, hvilket gør vinduerne billige i drift, fordi de holder effektivt på varmen. Samtidig er materialet så enkelt at fremstille, at det gør plastvinduer til nogle af markedets billigste i anskaffelsespris, og så er vedligeholdelsesudgifterne desuden minimale.

Så både på den korte og på den lange bane er moderne danske plastvinduer det økonomisk mest rentable valg, som samtidig tilgodeser moderne bygningsejeres krav til æstetik, funktionalitet og sikring.

Vidste du, at…

  • Producenter af plastvinduer, som er tilsluttet DVV-garantiordningen yder 5 års totalgaranti på dine vinduer.
  • Kvaliteten kontrolleres af uvildige kontrollanter på fabrikkerne 1-2 gange årligt.
  • Plastvinduer har en levetid på 50 år.
  • Plastvinduer er næsten helt vedligeholdelsesfrie (alm. afvask og smøring af hængsler årligt.)
  • Plastvinduer ikke kræver indvendig maling og derved ikke påvirker indeklimaet.
  • Vinduesplast kan indsamles og genbruges til nye vinduer gennem Wuppi-ordningen.

Del denne artikel på udvalgte sociale medier: